Ikke kategoriseret

Kan det være mit ansvar om andre har det godt?


Jeg har altid været opmærksom på om andre havde det godt, og jeg troede at det var mit ansvar.

Jeg er vokset op som skilsmissebarn. Vi var 5 søskende og ret hurtigt blev det tydeligt for mig, at min familie ikke var helt som andre. Vi flyttede rigtigt ofte. Vi flyttede så ofte, at jeg i løbet af de første 9 års skolegang, gik på 10 forskellige folkeskoler, og nogle af dem endda flere gange. Min mor arbejdede ikke, så hun var altid hjemme, og vi kunne altid regne med at vi kunne mærke hvordan hun havde det. Min mor var et dejligt og kærligt menneske,hun elskede os og lagde ikke skjul på det, men også et mennesker der havde det rigtigt svært. Hun havde store problemer med at forholde sig til sine egne følelser, og hver gang hun skulle forkæle sig selv/trøste sig selv/ straffe sig selv/ forholde sig til sig selv, brugte hun mad og/eller alkohol. Vi havde næsten ingen penge, og nogle gange heller ikke penge til mad. Det betød at min barndom og ungdom blev præget af en mor der lå på sofaen og blev større og større i takt med at hun blev mere og mere bitter. Hun havde heldigvis en sød mand, der passede på hende og gjorde alt for hende.

Når man vokser op i sådan et hjem, lærer man at være stille, man lærer at glatte ud og reparere når relationerne er svære. Og man lærer desværre at rette sig ind i forhold til, hvordan resten af familien har det. Man lærer også at uvenskab er dårligt, for hjemme hos os blev der ikke lagt fingre imellem, hvis nogen ikke var som mor syntes. Altså når hun følte sig forbigået eller såret/svigtet – og det gjorde hun ofte.

Hvorfor deler jeg nu det her? 

Jeg deler det, fordi jeg i mange år oplevede det som kæmpe tabu at tale om, og kan også mærke en lille bitte uro ved at skrive det her. Men jeg har en pointe her, som slet ikke handler om hverken mig, min mor eller min familie i øvrigt.

Det handler om os alle, om dig og dine. Og det handler om ansvar. I de seneste år, har jeg nemlig lært, at det aldrig er mit ansvar, hvordan andre har det, jeg bliver ikke et bedre menneske fordi jeg retter til, eller glatter ud. Vi har alle et ansvar, og det største ansvar har vi overfor os selv. Jeg har et ansvar i forhold til at behandle mig selv og andre ordentligt, og hvis nogle bliver kede af det, så er det faktisk ikke mit ansvar, men en følelse i dem, som de må håndtere.

Har du også haft det sådan? Eller måske har du det stadig? Læg mærke til, hvor lidt plads du giver dig selv, når du har travlt med at glatte ud, rette til og sørge for at andre er glade. Det tager alt din energi og der bliver slet ikke plads til dig. og selvom du som jeg, måske er meget opmærksom på stemninger og følelser hos andre, så prøv at adskille dig fra det. Det er ikke dit, det er ikke dit ansvar. Jeg ved om nogen, hvor svært det kan være, men du kan godt.  Du er nemlig lige som du skal være(ligesom jeg også er) og du har ret til at være den du er, uden tanke for om andre synes det er ok. For hvis andre synes noget dårligt om dig, så handler det faktisk slet ikke om dig, men om dem,- du vil jo bare være glad og have et godt liv? Når du tager ansvar for dig, er det så meget nemmere for andre at holde af den du er.

Tak fordi du læser med, og læg gerne en kommentar hvis du har lyst til at dele noget.

 Med ønsket om at du lader dit lys skinne og få plads, Kærligst Susan

Visit Us On FacebookVisit Us On Google PlusVisit Us On YoutubeVisit Us On Instagram