Ikke kategoriseret

Når sorgen rammer…

Jeg var en tur på kirkegården i går. Tilbragte et øjeblik sammen med min mor, eller i hvert fald med minderne om hende. Der er blot en sten med hendes navn i græsplænen, lidt blomster og en engel. Til januar er det 5 år siden min mor forlod os, og jeg har egentlig hurtigt vænnet mig til et liv uden hende, selvom hun var et menneske der på alle måder fyldte meget. Sorg er en underlig størrelse. Jeg husker at jeg i forbindelse med hendes død, ringede til den yngste af hendes brødre, og fortalte ham om mors sidste dage. Det føltes som om han havde brug for trøst, så jeg sagde noget i retning af, at hun havde sat spor i mange hjerter, og han sagde grædende og lidt vredt:

“Nej Sus, hun har sgu ikke kun sat spor i mit hjerte, hun har trampet rundt med store træsko på det, og nu er det gået helt i stykker!!”

Og det er jo det vi mennesker gør, vi sætter spor og aftryk. Nogle gange små blide aftryk, og andre gange kæmpestore.

Min mor har sat store spor i mange mennesker. Gode og pæne spor. Grimme og uhyggelige spor. Og det var nogle af de minder der dukkede op i går, da jeg et øjeblik satte mig ved siden af hendes sten. Selvom hun fyldte så meget, så er livet uden mor forbløffende nemt. Sorgen landende stille og roligt i mig, en stille accept af et liv uden hende og med et savn der ind i mellem viser sig, især når mine børn rammer nogle milepæle i deres liv.

Så nemt er det ikke for alle, det ved jeg. Jeg har nogle gange klienter der kommer og ønsker hjælp til at give slip på sorgen og savnet, så de kan leve livet med minderne på en god måde. Mennesker der er fyldt af vrede og fortvivlelse over at et elsket menneske er forsvundet. Deres oplevelse er, at livet går videre omkring dem, men de står selv i stampe, og føler sig ensomme. Bliver måske endda mødt af nogen der siger:

“Nu er der gået så lang tid, er det ikke snart på tide at komme videre?”

Komme videre? Hvordan?

Vi kommer selvfølgelig videre, men savnet kan være så stort og skygge så meget at det sætter sig som en permanent tristhed i sindet. Sorg er jo netop en naturlig følelse, en ked-af-det-hed der fortæller os at vi har mistet et menneske der var vigtigt for os. Og hvis vi ikke finder mening og forståelse for savnet, vil det tynge os på en måde der er kvælende for vores liv og livskvalitet. Det tager tid, og det rammer os igen og igen – sådan skal det være. Vi skal være kede af det, det er jo netop fordi det menneske vi mistede, satte store spor.

Heldigvis er der mange veje til at slippe sorgen og erstatte den af bl.a taknemmelighed over det vi fik, fra det menneske der forlod os. At vi elskede så meget, at det satte spor i vores hjerter. Hypnose kan være en af vejene. I hypnose gives slip på den tyngende sorg og der findes mening. Samvær med mennesker der er betydningsfulde for os kan også være en af vejene. Og tiden. Tiden er slet ikke uvæsentlig, men for nogle er tiden ikke nok. Og så må man se sig om efter andre veje. Jeg fandt min vej – og jeg håber for dig, at  du finder din. Så du kan leve med minderne på en måde der tillader dig glæde, liv, kærlighed – og at du stadig lever.

 Kærlig hilsen Susan

Visit Us On FacebookVisit Us On Google PlusVisit Us On YoutubeVisit Us On Instagram